Det her er faktisk lidt pinligt... eller er det?

I mere end en måned, har jeg prøvet at skrive et nyhedsbrev...

Jeg ville fortælle om, hvordan man kan blive mere tilfreds med sine egne præstationer, i stedet for altid at tænke på, hvad man kunne have gjort anderledes eller bedre.

Jeg ser det hos stort set alle de dygtige og kompetente kvinder, jeg hjælper til hverdag. At de virkelig gør det godt i deres job, men de har svært ved selv at se det. At være tilfredse og føle, at det de gør, er godt nok.

Så jeg satte tid af i kalenderen, satte mig foran computeren, skrev en halv side... og gik i stå. Satte ny tid af i kalenderen, startede forfra. Gik i stå. Sådan har det været i en måned nu.

Selvom det, jeg har på hjerte er vigtigt. Synes jeg. For der går så meget tid, glæde og energi til spilde i al tvivlen. Derfor ville jeg gerne dele med dig, hvad jeg selv gjorde, som betød at jeg fandt mere ro i, at det jeg gør er godt nok.

Og så sad jeg selv fast. Lige der, hvor jeg begyndte at tvivle på, om jeg overhovedet kunne skrive det nyhedsbrev til dig.

Udfordringen

I går aftes fortalte jeg det til min mand. Hvor skørt det er, at det skal være så svært at skrive et nyhedsbrev.

Hans svar var: Hvorfor skriver du ikke et nyhedsbrev om, hvor svært det er for dig at skrive et nyhedsbrev? Hvis du tør?

Tør jeg?

Min første indskydelse var: NEJ!

For hvad nu, hvis de så tror, at jeg slet ikke er så dygtig, som jeg forsøger at vise, at jeg er?

Hvis de opdager, at jeg ikke engang kan finde ud af at skrive et nyhedsbrev?

For det burde da virkelig ikke være så svært. Vel?

Det er sgu da lidt pinligt.

Så hellere holde mund, holde den professionelle facade og få sendt det nyhedsbrev ud (hvis jeg altså får det skrevet).

Det her er faktisk lige præcis grunden til, at jeg alligevel tog min mands udfordring op.

Hvis jeg begynder at fortælle mig selv (og tro på) at det er pinligt, at jeg ikke kan få skrevet det nyhedsbrev, så er jeg godt i gang med at gøre mig selv forkert.

Så er det, skammen kan slå rod og vokse. Den lever nemlig bedst i skyggen. Der hvor vi går stille med dørene, når der er noget, vi føler os usikre på eller synes er svært.

Jeg er ikke længere selv et sted, hvor skammen for alvor kan slå rod i mig. Men det var jeg engang.

I årevis forsøgte jeg at skjule overfor min chef og mine kolleger, at jeg var usikker på rigtigt mange ting. At jeg i virkeligheden vidste og kunne så lidt. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at sørge for, at ingen opdagede det.

Så jeg lod som om, jeg var så dygtig, som de troede, jeg var. Jeg lod som om jeg havde styr på tingene. Klarede mest muligt selv og spurgte kun om hjælp, når det var allermest nødvendigt. Så ingen skulle opdage, at det var en fejl, de havde ansat mig.

Indtil jeg lærte, at det aldrig handlede om, at jeg ikke var dygtig nok eller vidste nok. Jeg var ikke forkert. Det var mit selvbillede, der var helt skævt.

Skammen kan ikke længere slå rod

Der er en ganske god grund til, at skammen ikke længere kan slå rod i mig.

Det er, at jeg har lært at håndtere den del af mig, som dømmer mig selv for ikke at kunne skrive et nyhedsbrev.

(Det er jo ikke en phd-afhandling, vel. Hvor svært kan det være?! Tag dig nu sammen!)

Jeg har fået nogle virkeligt gode redskaber til at kunne håndtere det på egen hånd. At kaste lys på det, så det ikke kan vokse. Nogle gange siger jeg det også højt til min mand, fordi han altid er god for en snak.

Inden det blev muligt at gøre det på egen hånd, havde jeg nogle af de største aha-oplevelser, når jeg indimellem tog mod til mig og sagde højt, hvis der var noget, jeg havde svært ved eller var usikker på (selvom jeg syntes det var lidt pinligt).

For det viste sig, at andre ikke syntes, det var pinligt, at jeg syntes noget var svært eller jeg havde brug for hjælp... det blev mindre skamfuldt. Jeg følte mig mindre forkert.

Lige præcis derfor vælger jeg at sige det højt til dig og de andre, der læser med her. Selvom det kan føles lidt sårbart.

For at vise, at vi alle har noget, vi føler os usikre på eller synes er svært.

Om det er at skrive en nyhedsmail, at være bange for at begå fejl, at stille sig op foran andre mennesker, at bede andre om hjælp eller noget helt andet.

Hvis vi tør være sårbare og sige det højt, bliver det mindre farligt. Mindre forkert. For det kræver skygge og stilhed for at kunne vokse.

Vi bliver mere forbundne med hinanden, når vi tør dele det, der føles svært. Vi bliver stærkere af det.

Kast lys på det, der er svært

Hvad synes du, er svært? Hvornår føler du dig usikker?

Tør du sige det højt?

Eller får det lov til at vokse i skyggen?

Hvis det vokser i skyggen, vil jeg anbefale dig at dele det med nogen. Et menneske, du har tillid til. Hvor du kan øve dig i at sige det højt, for så mister det noget af sin kraft.

Vær sårbar. Vær menneskelig. Vær dig selv.

Det her er det allervigtigste første skridt til at gøre op med det, der gemmer sig i skammekrogen.


Lige præcis det, jeg har skrevet ovenfor blev til den mail, jeg sendte ud til knap 1000 mennesker. Aldrig har jeg fået så mange varme tilbagemeldinger på en mail. Ord som "modig", "dygtig" og "sej" ramte min indbakke.

Det er nemlig det, der som ofte sker, når vi tør være sårbare: Vi bliver mødt i det med forståelse og medfølelse. Pludselig glemmer vi, hvorfor det egentlig var, det føltes pinligt, at der var noget, vi ikke kunne. Fordi det er kommet ud i lyset og er blevet set og mødt.