Om mig

Mit navn er Maria Skarum og jeg er kvinden bag Bevidst Arbejdsglæde.

Jeg er uddannet Mindfulness Master Coach fra Mindfulsolutions, og jeg har siden begyndelsen af 2017 hjulpet mennesker til at få større bevidst arbejdsglæde og til at komme til at trives i deres arbejdsliv.

Det er det, der er min vision:

At skabe bevidst arbejdsglæde hos dem, jeg hjælper.

For der er så meget brug for det, både for at vi kan trives i vores arbejdsliv, for at vi kan nå vores mål (både på arbejdet og i livet) på en god måde, og for at vi kan gøre det, vi er bedst til og som giver mening, energi og glæde.

I mit arbejde bruger jeg både mindfulness og coaching. Min erfaring er, at det kan noget helt særligt, når det kombineres, både når det kommer til at håndtere stress og til at øge arbejdsglæde og trivsel.

Jeg hjælper både dig, der henvender dig som privatperson eller via din arbejdsplads, og jeg hjælper også teams, afdelinger eller virksomheder. Det kan du læse mere om her på siden.

Jeg er i øvrigt oprindeligt uddannet jurist, og har gennem en række år arbejdet i en stor offentlig organisation, hvor jeg beskæftigede mig med blandt andet HR, ledelsesbetjening, arbejdsmiljø, samarbejde og trivsel.

Historien bag

I 2015 ramte jeg en mur.

Indtil da havde jeg fulgt med strømmen. Forsøgt at få et krævende job til at fungere ved bare at klø på.

Selvom jeg var dygtig til det, jeg lavede, så var følelsen af utilstrækkelighed min evige følgesvend. Det tærede i den grad på energien og glæden, og på min tro på mig selv. Til sidst gik jeg ned med stress. Faktisk var det 3. gang indenfor lige så mange år, og jeg blev for alvor blev tvunget til at stoppe op. Jeg måtte indse, at alle mine hidtidige forsøg på at ’passe ind’ og få det til at fungere, ikke virkede. Der skulle ske noget nyt.

Det var mindfulness, der blev min vej ud af stress og følelsen af utilstrækkelighed. Som gjorde, at jeg langt om længe kom til at tro på, at jeg faktisk er dygtig og god nok, præcis som jeg er. At jeg er nødt til at lytte til det, jeg selv har behov for og mærker. At alt ikke handler om at regne ud, hvad andre forventer af mig og så prøve at leve op til det.

Der blev plads til mig, og jeg kunne trække vejret igen. Først da blev det for alvor muligt for mig at få et arbejdsliv, hvor jeg oplever mening, glæde og energi og hvor jeg vågner glad op om morgenen. Hvor jeg laver det, jeg er bedst til. Hvor jeg kan sætte mål og nå dem, uden at skulle knokle og presse mig selv.

Det er det, jeg nu hjælper andre med, så de også kan komme til at trives i deres arbejdsliv - og jeg ELSKER det!